torsdag den 30. december 2010

Hjemmestrikkede strømper

Ja, I skal endelig ikke tro at jeg dovner den af, bare fodi jeg er lidt stille. Jeg strikker nemlig strømper i stor stil. Jeg kom til at kigge ned i min garn-kiste - og sørme om der ikke var 6 nøgler strømpegarn, som jeg havde glemt ALT om. Så jeg begyndte lige så snart, jeg var færdig med vanterne til MellemsteDatter's 4. søndag i adventsgave. Og er nu ved den nummer 4.
Men er der nogen der kan forklare mig hvorfor pokker den ene strømpe er anderledes end de andre??? Jeg har strikket med samme garn - samme indfarvning, og begyndt i samme ende af nøglen med dem alle. Og så var det endda den første. Så jeg troede at sådan ville de andre også komme til at se ud - men nej!
Men jeg strikker videre. Og indtil nu ser det ud til at den 4. strømpe bliver som nr. 2 og nr. 3. Hmm...

Jeg kan ikke knække gåden!

mandag den 27. december 2010

Julekjole

Som lovet er der her billeder af MindsteDatters julekjole. Den er syet i mørk chambrey fra Stof & Stil. Modellen er den, som jeg har brugt de sidste mange gange. Jeg har bare sat et stykke stof foran med blomster. Stykket har jeg kantet med brun blonde. Og i ærmerne er sat stribet rib i pink og rød. I halsen er sat køkkenternet stof med elastik. Og pyntet med en brun knap.
Og nederst er kjolen lagt op med pink skråbånd.
En skam at I ikke kan se de sølvsandaler hun har på til - men de gjorde kjolen endnu mere julet - sammen med de røde strømpebukser. Og sørme om vi ikke fik krebbet hendes hår, så hun lignede en lille trold. Lidt pudsigt ikk? For de to store piger kæmpede en kamp for at flade deres hår. :-)

Kan I se, hva det er hun er ved at lukke op???
(se hendes fine røde neglelak)
Det er såmænd puden hun fik af ÆldsteDatter. Da hun så den jublede hun "Pude" og kastede hovedet ned på den, for at mærke hvor blød den var. Den gav lykke.

lørdag den 25. december 2010

Farmors julegave

Min kære Farmor fik denne julegave i går:
Hjemmebagte pebernødder lavet af pigerne og jeg. Og pyntet med et hæklet låg.

Og lidt speciel-kaffe. Posen dufter frisk af god nymalet kaffe. 3 krukker honning med specielle smag: honning med mandler, honning med appelsin og brandy, honning med kanel.

Og så har jeg lavet et hjemmelavet kort med blomsterblade, en knap og gult garn.

Jeg var spændt på, hvad hun ville sige til gaven? Men jeg tror hun blev glad.
Og alt i alt havde vi en rigtig god fantastisk aften. Vi spiste tarteletter, and og ris a la mande, til vi var ved at revne. Og dansede og sang rundt om juletræet, til vi var helt rundtossede. Vi sang både julesange og Lille Peter edderkop, for den ville MindsteDatter så gerne synge.

Og sørme om ikke jeg i går lige fik smasket en kjole igennem symaskinen til MindsteDatter. Den får I lige at se en af dagene. NU vil jeg holde juleferie med min familie.

Glædelig jul til jer alle.

torsdag den 23. december 2010

Ny opskrift på pebernødder

Som jeg har fundet her.
Er næsten magen til dem jeg plejer at lave. Og vi trillede og trillede. Og prøv at se hvor gode vi er blevet til det:



Og de smagte lige en tand bedre end de andre....

onsdag den 22. december 2010

Specier

Som min ÆldsteDatter lovede sin Far første søndag i advent, så har hun nu bagt specier. De skulle laves inden juleaften, så det kunne næsten ikke blive ret meget senere.  Men nu er de bagt, og smagt til, og de er gode. Nogle er tykke og nogle er tynde, men sådan er det jo også med så meget andet...

tirsdag den 21. december 2010

Et nissebesøg

Vi (Manden min, MindsteDatter og jeg) har været på nissebesøg i søndags i Dalsgaards antik. Og der er der bare nisser i lange baner. Når efterårsmånederne nærmer sig, flytter de ind over det meste af Dalsgaard Antik. De har en af Danmarks største juleudstillinger og sælger foruden nisser, flotte mundblæste glas, finurlige ophæng, ting til juletræet, ja kort sagt alt, hvad hjertet begærer.

Jeg tog en masse billeder, og prøv bare at se:
Et helt bord PROPPET med nisser.


Se. Et helt loft fyldt med nisser. Og de der overalt, og i alle mulige udgaver.

Lidt svært at diffinere hva dette er - men jeg tror det er spildpadder med nissehuer på. Men de er da søde.

Se nogle små søde bambier.

Og se nogle tykke julemænd :-)

Små spillemænd.

Nissemor med KÆMPE bryster :-D

Slaske nisser, trolde nisser med stort skæg og vildt hår.
Gamle nisser.

Der var også andet end nisser. Der er også julehjerter.

Og julebamser.

"Peter Mathisen
red på grisen
over isen
med avisen
Først gik isen
så gik grisen
og så gik lille Peter Mathisen
"

Små nissepiger der hænger på et træ.

Og selvfølgelig skal MindsteDatter have et minde om dette besøg. Og hva ender vi med at købe ude ved alle de nisser??? EN MUS... Ja - hvorfor ikke. Men det blev det, og den står nu i hendes amagerhylde.

mandag den 20. december 2010

Dagens gevinst.

Kaos i  Århus. Jeg var så IKKE den eneste der ville til Århus og nyde julestemningen. Mange andre havde fået samme idé. Og så var det bare pisse glat, så det tog lige lidt længre tid at køre end først beregnet. Men vi kom da frem. Men det betød så også, at jeg ikke fik så lang tid i byen, som først håbet.
 
Men jeg trippede igennem de glatte gader, og kom en tur i Box de Luxe, og fik denne:
 
Beck Söndergaard tørklædet J-Dot Nude. Et totalt fedt tørklæde med neon bomber i forskellige størrelser. Jeg har længe gået i kigget på den, og nu fik jeg endelig muligheden for at få den. Da jeg kom ind i butikken og stod med tørklædet i hånden, overvejede jeg et øjeblik, om jeg skulle have den.... lagde den så tilbage på hylden med den tanke "Nej, jeg har så mange tørklæder i forvejen", og da jeg så bestemte mig for at "Jow, jeg skal have den", var der f.... en der stod med tørklædet i hånden. Så blev jeg pisse sur på mig selv, og ærgede mig over, at jeg ikke var god til at tage sådan en simpel beslutning. Jeg vimsede rundt i butikken, imens jeg kunne høre pigen sige til sin kæreste "Skal jeg tage denne til XXX i julegave, eller skal jeg finde noget andet?". Og inde i mig selv sage jeg bare "Læg den tilbage - læg den tilbage". Og da jeg så kiggede til venstre, så jeg at der var en kurv med 8-10 tørklæder i samme model. Og VUPTI - havde jeg en ny i hånden, og jeg kunne glad gå til disken og betale for den. Og for at det ikke skal være løgn, fik jeg dem til at pakke den ind. Så nu er der en ekstra julegave til mig selv til juletræet.
 
Bagefter gik jeg en tur i  Stof & Stuff, og Børnenes Magasin. Super lækre butikker. Men her fik jeg ikke noget. Osede efter en gave til MindsteDatter, men fandt ikke lige det der sagde WAUW. Krea fik også et besøg, og imens jeg var der, ringede min veninde, og så var der afgang hjemad. Lidt ØV, men jeg kendte jo betingelserne. Og jeg gemmer bare "millionerne" til en gang i januar, og så skal jeg en tur til Århus igen.

søndag den 19. december 2010

Latinerkvarteret - snart vil jeg gå på brosten...

Jeg har taget fri fra job i morgen, og skal sørme en tur til Århus. Ned og gå i Latinerkvarteret og nyde stemningen af jul.
Og jeg glæder mig...

Starter dagen kl. 7.30 med en omgang morgenspinning, og så suser jeg med en sød veninde til Århus. Hun skal på arbejde, og jeg sættes af, og skal passe mig selv i ca 3 timer. Vældig god løsning synes jeg.

Fjerde søndag i advent

Endelig er det den sidste søndag i advent, og jeg kan nu vise de kreative gaver frem jeg har gået og syslet med over den sidste uge. For ikke nok med, at jeg har strikket vanter til MellemsteDatter, så fik jeg også lige lyst til at sy en stor farlig slange til MindsteDatter efter inspiration flere steder herinde bl.a. her.
Men først skal I lige se vanterne til MellemsteDatter. Se... hendes navn er strikket på begge vanter. Så er det nemmere for hende at finde dem igen, når de blir væk. Og tro mig -  de skal nok blive væk - for hun er nogle gange  altid lidt af et rodehoved.
Og her er forsiden.

MindsteDatter fik denne lange slange. Jeg tror, den er 2 meter. Og jeg har syet den af en masse små stykker af mine elskede stoffer. Lidt svært at vælge hvilke, men jeg synes selv, at den er blevet festlig at se på. Og så fik den en orange filt-tunge og gule knapper til øjne. Da jeg sad og klippede den i fredags, satte hun sig ved siden af mig og sagde: "Laver??", hvorpå jeg svarede: " En hemmelighed!!". "Hemlighed" -svarede hun så. Og jeg tænkte, at jeg nok helre måtte opstoppe den, når hun var kommet i seng, for jeg tror faktisk godt, at hun kunne se, hva det var ellers...

ÆldsteDatter fik selvfølgelig også noget i adventsgave, men det er ikke hjemmelavet. Hun fik denne parfume.

"Den skal jeg have på i morgen!" var hendes første bemærkning.

Skønt at gi gaver, når de falder i god jord.

JUBIII... min tur - min tur !!!

Det er efterhånden flere dage siden en pakke dumpede ind ad døren hos mig, og jjeg har siden gået og kredset omkring den som et lille barn kredser om juletræet juleaften.
Pakken var min at åbne og en del af UniKarinas store pakkekalenderprojekt. Tak for den gode idé og ikke mindst det store arbejde bag.

Endelig blev det min "åbnedag" i Den Kreative Pakkekalender, og denne pakke har luret på mig nu i mange dage. Hva kan det mon være???
Min gave var fra Karen Marie Degn - og hvilken gave - se bare her:


Et fint kort. Og hun skriver, at hvis ikke jeg selv kan lide gaven, håber hun, at mine piger kan...
Jeg må bare sige, at jeg synes, gaven er SUPER sjov og fin.

Den ene ting jeg fik var denne søde æske, som er pyntet med Rie Elise Larsen papir, Og indeni er der et billede af en kirke. og små søde paddehatte i snelandskab. Og glimmer rundt i æskekanten... vildt mange finnesser... Og så hænger den i en sølv piberenser.

Jeg fik også denne søde fugl. Den er sat på sølvpiberenser, og ovenover den hængder der små julekugler. Og jeg er bare vild med de små neon prikker der er på kuglerne. Gad vide hvordan hun har lavet dem??


Til sidst har jeg fået paddehatte på sølvpiverenser-krans. Og også her er der julekugler ovenover. Og de to sidste hænger hver i en festlig bånd. Very nice!!!

Og lige nu hænger de på rød og række i mit alrum.
DEt ser da godt ud, ikk??

Jeg har læst på hendes blog, og hun laver bare mange fastastisk ting. Så hun er bestemt et besøg mere værd. Faktisk var hun i forvejen en, jeg fulgte fast, så jeg synes, det er lidt sjov, at hun nu er min nisse for i dag.

Den kreative pakkekalender er en rigtig hyggelig måde at komme rundt på en masse nye blogs på. Jeg har virkelig nydt at tage turen rundt og blive inspireret hos jer andre. En stor tak til Karina, der har lavet hele koordinerings arbejdet.

Tusind tak
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...