lørdag den 30. april 2011

Turen gik til Viborg - hjem kom en masse guf.

Så har jeg brugt lidt af eftermiddagen i Viborg. Jeg har været til det længe ventede Rasmillas homeparty, som holdes i Viborg. Jeg har rørt ved lækkert strikketøj, og er blevet en del nøgler rigere. Jeg var helt alene afsted, og kunne godt mærke at det havde været rart med en veninde den dag, som jeg kunne dele med. Men jeg har ingen veninder i min nærhed som strikker. Så dette måtte jeg klare alene. Og heldigvis vidste jeg så nogenlunde, hvad jeg gik efter. Og det fik jeg også med hjem.


Nøgler skal bruges til en lækker trøje/jakke til MindsteDatter og til en vest til mig.


Jeg beklager de dårlige billeder, men jeg har ikke nogle der er bedre.
 
Jeg fik også en kop kaffe og en enkelt småkage og en hyggelig snak med en strikkeglad pige udenfor i solen, inden jeg tog tuen hjem igen.

torsdag den 28. april 2011

Bestået

Min nye maskine kunne jo godt sy knaphul. Og endda en ganske pæn en. Men det var en stor kamp for at det skulle lykkes. Først læste jeg side op og ned i brugsanvisningen. Så prøvede jeg mig lidt frem. Forgæves. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af det. Men så tog jeg en tur ned i sybutikken, hvor maskinen er købt. Og den flinke dame dernede viste mig lidt af det maskinen kunne. Og det måtte jeg jo hjem og afprøve. Og det funkede...

onsdag den 27. april 2011

Flæsekjole

Jeg har haft gang i endnu et syprojekt. Denne gang er det en flæsekjole til MindsteDatter. Vi skal til konfirmation om 14 dage, og jeg tror det ender med at jeg gir hende denne nysyede kjole på. For jeg er godt tilfreds med den. Og hun er bare så yndig i den.
Mønsteret er fra Ingelise SY magasin 05/2010. Og stoffet er ren genbrug. Nemlig fra en kjole jeg selv gik med for nogle år siden. Jeg har ikke gået med den  længe, og jeg har ikke nænnet at smide den ud. Men det er jo godt nu, for nu kommer den til sin ret igen. Bare i mindre format.

Den opmærksomme læser har nok bemærket at der endnu ikke er syet knap i nakken, men kun er sat en knappenål i. Min nye symaskine skal bestå sin prøve i morgen, hvor jeg skal sy knaphul. Er spændt på resultatet.





De fem forskellige stoffer lidt tættere på. Jeg får lige knipset et billede med MindsteDatter og kjole på et senere tidspunkt. For I skal næsten se den på. Den er halvlang til hende, og en rigtig prinsessekjole.

søndag den 24. april 2011

Er der nogen i himlen?

Hver gang jeg hører denne, tænker jeg på dem jeg har mistet og på dem jeg kender der har mistet - og sender dem en tanke. En fantastisk god sang.

Hvor er æggene???

I går var vi til påskehygge hos mine forældre og spise lam. Traditionen tro var vi også på æggejagt. Børnene skulle finde små fuglereder rundt om i haven og i det omkringliggende park/græsområde. En rigtig hyggelig dag sammen med min bror og hans familie og min kære Farmor på 79.

Om aftenen spillede vi Bingo Banko. Så hele stuen var beklædt med spilleplader på gulvet, i sofaen og på bordet. Desværre vandt vi intet, selvom vi gjorde en stor indsats med omkring 32 spilleplader... Men vi var også 12 om det.

fredag den 22. april 2011

Abe med pink på


Og så fik jeg lige syet en bluse mere i samme model. Bare lige en størrelse 98. Denne gang en abebluse med pink kant i hals og ærme. Denne er også fra OTTOBRE 06/2010.  Og stoffet er fra Malika & Rosa.

torsdag den 21. april 2011

Skyer med sol på

Så fik jeg lige indviet min nye symaskine. Jeg fik klippet en ganske almindelig bluse fra OTTOBRE 6/2010. Lånt på biblioteket. Overlockede selvfølgelig delene sammen først, og har så syet en smal gul kant på halsen og på ærmerne.

 Og den virker bare god - den nye maskine. Så indtil videre er den testet godkendt. Jeg skal lige have testet den for knaphul og andre stingtyper inden lørdag. For så lang tid fik jeg den på prøve. Jeg skal vist lige nå og sy abeblusen også. Men den er ikke klippet endnu, så det skal jeg også have gjort.

Og MindsteDatter har godkendt blusen. Hun er bare glad for den. Bemærk at hun også har hængerøvsbukserne på, som jeg syede den anden dag.


onsdag den 20. april 2011

Den overlevede ikke....

Den enes død er den andens brød.  Min gode gamle symaskine er gået til "de eviges symaskiners jagtmarker" (læs = står på gulvet i syværelset og skal bare skrottes).
Den kunne ikke laves. Men nu er Manden min bare så sød, og han kom jo ikke tomhændet hjem... næ næ... han havde en ny symaskine med hjem til mig. En bernette 15. Og den skal bare testet helt vildt nu... Og jeg skal have læst brugsanvisning. Og jeg skal have lært de simple ting fra ny:

  • hvordan laver jeg undertråd ?
  • hvordan tråder jeg den ?
  • hvordan justerer jeg længde og bredde på stingene ?
  • hvordan laver jeg knaphul ?
  • hvad kan den ellers af stingtyper ?
Jo - jeg har nok at se til. Men hvor er jeg glad lige nu....

Og hvis der er nogen af jer, der har kendskab til denne symaskine, må I gerne give jeres besyv med om den er god, eller om jeg skal afprøve andre.

tirsdag den 19. april 2011

Babuuu babuuu babuu


Min symaskine er røget til reperation med fuld udrykning. Lige midt i at jeg sad og syede noget reperationsarbejde døde den. Fuldstændig. Manden min kiggede lige til den, og sagde at det vist var strømforsyningen, der var gået... Og så suste han op i butikken med den.
Så nu er jeg spændt på hva dommen bliver... Min symaskine er omkring 22 år gammel. og den har bare været fantastisk. En husquana golden computer. Men den har skrantet den sidste lange stykke tid:
Syet baglæns uden at jeg bad den om det
Syet med mega lange sting lige pludselig
og syet det samme sted. Og så skulle jeg bare slukke for den og vente lidt, og tænde igen, og så kunne den igen.

mandag den 18. april 2011

Hængerøv med pipingbånd

Jeg elsker at gå i hængerøvsbukser, og så tænkte jeg, at sådan et par skulle MindsteDatter da også have. Og de er nu færdige. Syet i mørk chambrey fra Stof & Stil og pyntet med pipingbånd købt samme sted.


Benene er lagt op med 3 cm søm, og der er sat en bred elastik ind i opsømmet. Og det har jeg også gjort i linned.

Pipingen er pyntet med en lilla pyntestikning, så den ligger pænere.

Nysselige. Og nu er de klar til at blive brugt.

søndag den 17. april 2011

Og de dansede...

Vi kom ud til Øko-dag som planlagt. Vinden var kold, så vi havde godt med tøj på. Og vi kom i god tid, så vi kunne nå at se dyrerne inde i stalden. Vi så de sødeste får og lam.
Lige omkring kl. 12, gik vi udenfor, og gjorde os klar ved marken. Og kl. 12 kom køerne ud. De var ikke så vilde, som vi før har set dem. Men MindsteDatter så dem, og hun blev begejstret. Og så lykkes planen jo alligevel.



Inde i stalden gik de små kalve rundt, og dem kunne vi klappe, hvis vi ville... Og ungerne kunne boltre sig i halmballer, og man kunne deltage i en familiequiz og få en madkasse med hjem. Der blev serveret smagsprøver på økologiske produkter fra Arla, og vi smagte koldsskål og yoghurt.


Og MindsteDatter tog en tur på traktoren der stod i laden.

Slip køerne løs

Vi skal ud og se "Slip køerne løs". Vi skal se hvordan køerne opfører sig , når de efter en lang vinter sættes på græs. Vi skal se, hvordan de danser de glade køer en vild forårsdans, i glæde over endelig at være kommet på græs igen.

Lidt spændende hva MindsteDatter siger til denne oplevelse.

lørdag den 16. april 2011

Top i udsigt #3 - og i mål.

I går var jeg en tur på Mors. MIn ungdoms-ø. Og her min familie bor. Mine forældre havde 35 års bryllupsdag, og vi var ovre med en buket blomster og så gav mine forældre aftensmad og efterfølgende kaffe. Og jeg fik en lille ting med hjem. Nemlig den top min søde mor har strikket på et stykke tid.



Og den er jo en tro kopi af denne... den originale... super nice.


To søde knapper fra mit lager blev brugt til at lukke den bagpå.

Jeg har en idé om at MindsteDatter skal have denne søde top på til konfirmation om 3 uger. Men er lige lidt blank med hensy til, hvad hun skal have på til.

Hvid bluse/t-shirt og cowboy-knickers?
Lilla gemasher og bluse i en eller anden farve??

Er der nogen der har et godt forslag, er jeg den glade modtager af forslagene....

fredag den 15. april 2011

Armbånd i pink og turkis

Der tikkede en ordre ind på en af mine armbånd  med hæklet kugle. Denne skulle speciallaves - og det gør jeg jo også lidt i. Og denne skulle gerne være i turkis og lyserød og med en stor lyserød kugle.


Den er nu færdig. Men hvis det kan friste dig, så har jeg flere af slagsen på min butik på AMIO.

torsdag den 14. april 2011

Nye bukser

Imens Josephine og Vincent fik deres navne, har jeg været godt placeret foran tv'et og har syet på disse bukser. De blev overlocket i formiddags, og så kunne jeg i ro og mag sy blonden på i hånden.


Der kom lige et par huller i linningen, og en bred elastik inderst, så de er nemmere at holde oppe.



Og på enderne af bindebåndet satte jeg en perle, så snoren ikke så nemt kommer igennem snørrehullet.

Og VUPTI nu har jeg et par Odd Molly bukser. Dejligt. De skal på i morgen.


Malika og Rosa


Dér kom en pakke fra Malika & Rosa. En pakke jeg har ventet på siden fredag i sidste uge.

Jeg har nemlig bestilt de fineste jersey stoffer. Og de skal blive til to flotte bluser til MindsteDatter:

En gul med brune aber kantat med det pinke.
En turkis med hvide skyer kantet med det gule.

Jeg tror det sikkert de nok skal blive flotte. Stoffet er smidt til vask, så jeg meget snart kan komme i gang med dette projekt.

onsdag den 13. april 2011

Grrr Pip Vov


Jeg er kommet i BoligLiv.


En lille bitte notits om min blog. Men lidt er bedre end ingenting...

Lidt sjovt synes jeg.

Gættede I det???

 Jooo, jeg har skam været i biffen... helt alene... eller... helt alene var jeg nu ikke. Der var nok 36 mødre og 36 babyer - og så mig. :-) En af de ting jeg kan gøre, og som jeg ska tillade mig selv at nyde, nu når jobbet ikke er kommet til mig endnu. Jeg havde taget en pose gulerødderstykker med, som jeg sad og gnaskede på. Og det var der såmænd ikke nogen, der blev generet af, for jeg sad alene på bagerste række, og alle babyerne havde jo hver især også deres babylyd. Men det var nu hyggelig.


Jeg var inde og se Superclasico. Hovedrollerne spilles af Paprika Steen og Anders W. Berthelsen. Og den handler om den 40-årige Christian som rejser til Buenos Aires med sin utilpassede 14-årige søn for at opsøge sin selvrealiserende kone, Anna. Hun er flyttet til Argentina for at udleve en karriere som fodboldagent og har dernede forlovet sig med landets største fodboldstjerne.


I stedet for at sende skilsmissepapirerne med posten tager Christian nu af sted i håbet om, at genvinde sin kone og få sit liv tilbage.

En god og sjov film. Jeg tror filmens morale er: Gå ikke tilbage til en fuser.... 

Er der nogen der kan gætte hvor jeg har været henne???



Jeg kan sige, at det var sidst på formiddagen i går, og at det ca tog 1 time og 30 min.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...