fredag den 22. juli 2016

Om at have TO syge børn... del 1

Et meget personligt indlæg kommer nu.

Siden Mette var indlagt på Viborg sygehus i 2014, har vi været mange gange på sygehuset. Dels for at tjekke op på, hvorfor Mette blev syg dengang. Og dels for at sørge for at det ikke kommer til at ske igen.

Vi har nu efter utallige undersøgelser fundet ud af, at Mette har tilbageflow fra blæren til højre nyre. Vi har fundet ud af, at højre nyre er noget mindre end venstre. Men at de tilsammen laver det, de skal. Vi har øvet med Mette, så hun har lært at tømme sin blære.Vi har tisset-danset-tisset hver gang hun var på toilet. Og hun er blevet undersøgt både på Viborg og på Skejby sygehus. Hun har fået lavet 3 røngten undersøgelser af blæren, hvor hun har fået fyldt blæren med kontrastvæske. Og hun er blevet opereret 2 gange på Skejby for at få fixet, så hun ikke skulle have tilbageflow til højre nyre. DESVÆRRE lykkes operationen ikke første gang i februar, så derfor var vi afsted igen i juni måned.

Noget af det positive ved at komme på sygehuset, er at Mette har lært hospitalsklovnene at kende. Både dem på Viborg sygehus og dem på Skejby. Og Mette ser en stor stjerne i dem. Hvis bare de er på sygehuset, så gør det knap så meget at hun også skal igennem noget der er knap så behageligt. De er utrolig søde og gode til at være der. Altså være der på den måde Mette har brug for det: Fjolle hvis det er det der er behov for, og være stille sammen og bare hygge, hvis det er det der er brug for.

Nu har vi så lige været til kontrol. Og lægen ku se, at Mette stadigvæk har tilbageflow. Men det er blevet bedre. Og han vurderede at fordi hun ikke har været syg længe med blærebetændelse, så vil lægerne ikke blive ved med at operere. Så nu skal vi bare holde øje med hende. Får hun feber, skal urinen dyrkes, for at se om der er infektion. Og ellers skal hun bare være Mette.

Mette har taget det i stiv arm. Og nu er det så godt, at vi slipper for flere indlæggelser og kontroller. Sidste slutkontrol er til december, og så slipper sygehuset os helt.









1 kommentar:

  1. Det lyder hårdt med alle de indlæggelser og undersøgelser, men det lyder til at hun bare tager det i stiv arm - hvor er hun sej 😇

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...