torsdag den 29. maj 2014

Blå strømper på vej

Nu har jeg så gang i disse strømper. Nu er alt mit indkøbte strømpegarn ved at være brugt. Og jeg kan komme i gang med andre projekter.

mandag den 26. maj 2014

Nye armbånd

Jeg har lavet dette smukke armbånd til ÆldsteDatter. Hun kom i oktober og viste mig et billede af et lignende armbånd, og spurgte om jeg ikke ville lave sådan en til hende. Ja lang leveringtid må man nok sige. Men heldigvis er hun tålmodig, og hun kan hun gå rundt og flashe dette smukke armbånd. Og hvis andre skulle være interesseret, så kan et lignende bestilles her i min Amio-butik.
 
Armbåndet er lavet af nylon knyttetråd. Og der er sat 5 store glimmerperler ind på forsiden. I tråd enderne har jeg sat 2 sølvperler og afsluttet med en knude. Knuderne er brændt, så de ikke går op.
 

Jeg fik også lige lavet dette armbånd - også en ordre til min mors søde veninde i Nuserklubben. Disse kan også bestilles i min Amio-butik, hvis det har interesse. Den kan også laves med anden farve perle. Og laves efter mål.



fredag den 23. maj 2014

Mine første visitkort

Hej søde bloglæsere :)! Jeg vil bare lige dele denne skønne nyhed med jer: MINE VISITKORT ER KOMMET :)! Jubiiiiiii! Og de er fine kan I tro :) jeg har bestilt dem hos vistaprint.dk.
Jeg har mange gange været så tæt på at bestille disse kort. Men hver gang jeg kom til 'godkend' knappen, har jeg sprunget fra købet. Og mange gange når jeg har været i byen, og jeg har haft mine smykker, tasker eller tøj på, har folk spurgt hvor jeg har det fra, og når jeg sagde at det var fra min butik, og at jeg selv lavede det, ville de gerne høre navnet og se på det, når de kom hjem. Men det er så meget nemmere at huske, når jeg nu kan udlevere et visitkort til dem. Og så opbevares de i en flot sølvvisitholder, som jeg også har købt hos vistaprint.
 

søndag den 18. maj 2014

Lange lilla strømper

Jeg har færdiggjort et par ekstra lange strømper.
 
Denne gang bliver de lavet i farve 235 lilla.
 
Skønne at have på i gummistøvlen, men kan også brugs som "hjemmesko". De er ekstra lange, så de kan skubbes sammen ned af benet.

Strømperne er strikket i Arewetta classic strømpegarn 80% superwash merino uld og 20% nylon. .
 
De er sat til salg her.
 

fredag den 16. maj 2014

Louisa kjole i rød

Endnu en Louisa kjole er gledet igennem symaskinen.
 
Og denne gang fandt jeg et stykke småtternet stof i gemmeren fra Stof & Stil. Og jeg har sat et stykke brunt blomstret pipping bånd på forstykket. I ryggen er der brugt en hvid lynlås fra gemmeren.
 




onsdag den 14. maj 2014

Louisa kjole med denim og blå dame

Der må 'pifffffttttteeeeeesss!

Marte fra Compagnie M har begået et lille mesterværk! Det her kjolemønster er perfekt. 3/4 lange ærmer, let A-facon, fin lomme foran og en lynlås bag. Og så er den bare så nem at sy.

Som Marte selv skriver, så er Louisa et vintage inspireret mønster med et moderne twist. Den store, fine lomme og 3 forskellige metoder til konstruktion af kjolens ryg, gør kjolen til noget helt unikt.

Jeg har valgt 'den nemme løsning' ved blot at sy belægning i halsudskæringen. Kjolen kan også hel-fores om man ønsker det i stedet - og alle løsninger står fint beskrevet i den medfølgende guide. Guiden er dog engelsk.
 
Jeg har lavet kjolen i lys chambrey denim fra Stof & Stil, og så havde jeg jo lige et stykke stof, som jeg i tidernes morgen fik fra GroovyBaby & Mama. Og det passede bare perfekt til stykket foran. Så nu er det også kommet til sin ret. Og jeg har sat et stykke brunt pipping bånd på forstykket. I ryggen er der brugt en brun lynlås fra gemmeren. Dejligt med gode ting, som bare kan findes frem og bruges.
 


 




torsdag den 8. maj 2014

Mara kjole i grøn

Endnu en Mara-kjole.
Denne gang har jeg også valgt at lave en udgave med sommerfugle-ærmer.

Kjolen er syet af et stykke grøn blomstret dynebetræk, som jeg har til at ligge i mine gemmer i temmelig lang tid. Jeg har derudover sat grøn prikket pipping bånd rundt i 'smækken' foran. Pipping båndet er noget jeg selv har lavet af et stykke skråbånd og et stykke snor. Og jeg fandt endnu engang tre retro knapper i min knappesamling, som passede perfekt til kjolen.
 
Mønsteret har jeg købt her hos Compagnie M.
 
MindsteDatter viser også endnu engang kjolen frem med nyvasket hår, som ikke er helt tørt, og som heller ikke er blevet redt. Jeg må til at oppe mig. 
 



 




tirsdag den 6. maj 2014

Mara kjole med retro pink

Må jeg præsentere - min første Mara kjole.

Mara er designet af den vanvittigt dygtige Marte, som blogger lige her.

Mønstret her har set mange andre steder på bloggen, og nu er det så også min. Hvis du bliver fristet , så nu kan det fine Mara mønster erhverves lige her.

Jeg har valgt at lave en udgave med sommerfugle-ærmer - men Marte har også tegnet muligheden for lange ærmer eller korte flæseærmer. Mønstret kan også afkortes til en bluse Der er så mange muligheder med dette søde mønster.

Der medfølger en virkelig gennemarbejdet instruktion til mønstret, hvilket gør blusen endnu nemmere at sy.

Kjolen er syet af et stykke dynebetræk, som jeg er blevet foræret af en sød veninde. Jeg har derudover sat lilla pipping bånd rundt i 'smækken' foran. Og fandt tre retro knapper i min knappesamling, som passede perfekt til kjolen.
 
Mønsteret har jeg købt her hos Compagnie M.
 
MindsteDatter viser kjolen frem med nyvasket hår, som ikke er helt tørt, og som heller ikke er blevet redt. Men jeg skulle nå, at tage billeder af kjolen inden hun skulle i seng, og inden solen gik ned. Ivrig er jeg jo.
 




 




søndag den 4. maj 2014

Hammerum krea træf

Dagen i dag har jeg tilbragt sammen med 24 andre kreative kvinder til blogtræg i Hammerum. Det kan varmt anbefales. Jeg blev hentet af Jeannette @engleriet fra Thy, og sammen drog vi mod Hammerum. Det var Rosita, der var arrangør, og det var hun god til. Hun havde lagt en indbydelse på Instragram, og det var ene instramgram-piger der så også kom. Nogle af dem  har dog også en blog ligesom jeg. (Du kan se hvem Rosita er, hvis du går ind på @Rositakt på Instragram - derinde kan du også se flere billeder fra træffet).
Det har været en dejlig dag med imødekommende stemning og lækker mad og drik, så både sjæl og krop blev forkælet. Så mange kvinder der alle boblede af kreative ideer og tanker, og der var bare at suge til sig.
 
Jeg fik blandt andet set hvordan @lenezulu hæklede punge med farveskift. Og jeg fik set hvordan @mengelgren hakkede puder med farveskift. Jeg fik talt med en gammel kollega @majbrittjensen1971 og en hel masse andre fantastisk mennesker.
 
StofKarsten lagde hus til træffet. Og Rosita havde lavet en aftale med ham, om at vi kunne købe i butikken en time før OG en time efter træffet. Og butikken er bare stor. Så i den første time sugede jeg bare til mig af alle de lækre ting. Og i timen efter træffet fik jeg gang i pengepungen, og fik købt lidt med hjem.   

Da jeg tog derfra, var jeg træt, men havde også lyst til at gå hjem og sætte flere projekter i søen på en gang. En mega hyggelig dag med mange nye indtryk, bekendtskaber og masser af inspiration

Overvældet over hele arrangementet, glemte jeg at tage billeder. Men lidt billeder skal I da have, så I får lige billeder af de ting jeg selv fik ud af træffet:


 Af sponsorgaver var der mange. Og jeg var så heldig at vinde disse 6 nøgler garn fra Garnpusher. Jeg skal lige have hjernen i blog med hvad jeg skal lave af disse. Jeg tænker at det kan blive til en sjal eller måske lækker trøje. Jeg skal bare lige finde et mønster der passer på garntykkelse og garnmængden. Forslag modtages med kyshånd.

 Jeg fik købt lidt jersey til to nederdele til ÆldsteDatter og en ny hakkenål. For jeg skal helt sikkert til at hakke to nye puder til stuen.
 
 Og så fik jeg klippet disse to bluser til MindsteDatter. Mønsteret er begge Mara-kjoler/bluse, som jeg købte her.

 

Og det her, er så den lille smule jeg fik strikket, imens jeg var der. Jeg må indrømme, at jeg fik nok snakket en del mere, end jeg var ´kreativ. Men det havde jeg også bestemt, at jeg ville gøre, inden jeg tog af sted. Og denne beslutning har jeg bestemt ikke fortrudt.

Jeg er klar til et nyt træf! Okay - måske lige først om et stykke tid, når jeg har nået af det på min nye 'to-do' liste :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...