Så kom vi så langt.

Jeg var oppe på politistationen i går og hente dette brev:

Så nu nærmer sig dagen, hvor vi endelig kan få afsluttet denne sag, som har fyldt i vore hovedet i nu snart 2 år. Det bliver rart at komme om på den anden side af det, og det blir rart at kunne slippe den bekymring, som ubevidst har naget os.

Jeg tænker ikke på det i hverdagen, og dog. Jeg holder øje med mine piger telefoner og deres kommunikation over nettet. For jeg vil bare ikke have, at det sker igen. Og min datter går stadig til psykolog pga det. Men det ser ud til at hun meget tæt på målet, og snart kan afslutte det.
Jeg skal ind og afhøres, idet det var mig, der opdagede problematikken, og mig der har været tættest på min datters problem, imens det blev opdaget. Og jeg kan mærke, at jeg er pisse nervøs, og at det fylder rigtig meget i mit hoved pt. Derfor er jeg bare nødt til at slippe det ud, for jeg kan mærke, at når jeg snakker om det, bliver det nemmere for mig. Jeg har fået at vide, at det kun er ca er 20min, at jeg skal være "på". Men jeg skal bare kunne yde mit bedste i de 20min, og jeg har det, som om jeg skal til eksamen og score 12. For det gælder min datter. Og hun fortjener 12 ovenpå denne oplevelse.
Jeg vil ikke komme ind på, hvad hun har oplevet, det ved kun mine nærmeste, men I andre skal vide, at det er vigtigt VIGTIGT at holde øje med jeres børn's kommunikation over telefon og nettet. For fristelserne er der, og pludselig er de faldet i en fælde, som de troede var en sikker person. De er alle steder. Og de kender børn's tankegang, og går den vej. Nogle forbandede sataner er de.