Stilhed

Vi havde et minuts stilhed på cyklen til formiddagsbiking-timen i dag. PUHA det er hårdt at græde i stilhed. Men nu er jeg jo et meget sensitiv menneske. Og jeg kan ikke skjule sorg (eller glæde). Og ud måtte mine tårer. Det er stadig ufattelig, at den livsglade humørspræder er borte for altid. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg nogensinde kommer til at fatte det.
Og træning skulle jo gerne være en glæde. Men ligenu kæmper jeg med at bearbejde at have mistet en fantastisk bikingtræner.